Skrevet af Morten - 7. december 2010.
Det har langt fra været nogen imponerende start på Gérard Houlliers tilbagekomst til Premier Leauge i Aston Villa. Jeg vil i min klumme her prøve at give min vurdering af, hvad der har været godt og skidt indtil videre.
Personligt har jeg virkelig skulle vænne mig til, at MON ikke mere hopper rundt med brændende passion på sidelinjen. GH er på mange måder den totale modsætning. Har det svært med, at han af det meste af tiden ligner én, der sidder og stiller sig selv det spørgsmål "hvad fanden laver jeg egentlig her?" Og det kunne han også passende gøre, for jeg er alvorligt bange for, at han allerede har mistet omklædningsrummet. Det piner mig allerede nu at være kommet frem til den konklusion, men tegnene er bare så tydelige.
I går mødte vi et Liverpool-mandskab uden deres rygrad (Torres, Gerrard og Carragher). Alle muligheder var til stede for at få et resultat – eller i det mindste at vise, at vi vil det her. Men i stedet leverede vi en indsats, der bare ikke var PL værdig! Spillerne ligner ikke sig selv – forvirrede små skolebørn uden selvtillid eller gejst. Holdet har helt mistet deres vej... Hvorfor sejler det? GH har ikke tøvet med at melde ud, at man fra dag 1 skulle til at være det boldstyrende hold og lære af hold som Arsenal og Barcelona – smuk tankegang. Problemet med den drastiske idé er bare, at hele den nuværende trup, der består af MON's signings, ikke er bygget op til at spille "possesion-fodbold." MON har købt spiltyper, som er omstillingsstærke, hårdtarbejdende i deres presspil og i det hele taget spillere, som reagerer ud fra, hvad det andet hold gør og derefter laver et modtræk/modangreb. En filosofi, der har ofte har fået os til at se ordinære ud mod mindre hold, der pakker sig. Det er, som om GH slet ikke har kendskab til dette. Har han overhovedet set nogle kampe med os eller andre hold i ligaen, siden han kom til klubben!?
Vi har sejlet i mange kampe, men i går var det bare for grelt. Forstår godt, spillerne er forvirrede over hans budskaber. Vi skal spille "possesion-fodbold", men han vælger gang på gang at stille op med Hogg og Clark på midten, og det gør, at Ireland og Gabby bliver helt isolerede. Michael Schäfer sagde for en gangs skyld noget fornuftigt i går, da han gentagne gange slog fast, at vi havde alt for mange mænd bag bolden, når vi var i boldbesiddelse. Vi render i blindgyder hver gang med den lorteformation.
Vi skal ikke spille med Hogg, som slet ikke er klar til PL endnu, når vi har Carew, Cuéllar og Delfouneso siddende på bænken. Hvorfor ikke bare spille 4-4-2? Vi må tilbage til de gamle dyder! Min opstilling i går havde fra venstre været: Luke Young, Collins, Dunne Cuéllar; Downing, Warnock, Ireland, Albrighton; Carew og Gabby. Luke Young har jo vist, at han næsten er bedre som venstre back. Cuéllar ikke god i det opbyggende spil, men i det mindste stabiliserer han forsvaret. Warnock får virkelig mit pis i kog for tiden! Han er decideret dum. Han giver så mange bløde hjørnespark væk og koster så mange mål for tiden pga. hans retarderede tacklinger, der resulterer i unødvendige frispark på positioner lige foran feltet. Det skete mod Stoke, han gjorde det igen mod Blackburn, og i går laver han gu' hjælpe mig to lige i streg i begyndelsen af kampen. Vi ser enormt skrøbelige ud på standardsituationer lige pt., og Liverpool lignede et hold, der ville score, hver gang de fik en dødbold. Warnock er så meget en hæmsko, og alle hold er også ved at finde ud af det, så de er konsekvent begyndt at køre på ham. Prøv dog at brug ham på midten, hvor han fik en del kampe for Blackburn. Der må han da i det mindste kunne gøre det bedre end skoleknægten Hogg og Clark, som er et kæmpe talent men skal spille på sin plads i forsvaret.
Okay, GH har heller ikke haft det nemt med alle skader, der er ramlet ned over os. Men det skal ikke være en undskyldning for ikke at vise vilje! Hvor er den vilje, der netop har været en af holdets forcer i de seneste sæsoner? Den er ikke til stede, så meget kan vi konkludere. Man kunne lige sætte sig op mod United hjemme, men ellers har jeg ikke været imponeret. Spillerne er ligeglade med Houllier. Tror de mistede en stor del respekt for ham, da han meldte ud at Carew var "stupid." En sag der meget overraskende er blevet negligeret på forummet og i medierne generelt. Spillerne må da have tænkt noget i retning af: "Hvem fanden er den gamle franske hat, der efter at have stået i spidsen for holdet i to uger, kommer og kalder vores gode holdkammerat Big John for dum?" Måske vurderer vi fans ham ikke så højt pt., men Big John er uden tvivl en populær figur i omklædningsrummet, og selvom Aston Villa F.C. gjorde meget ud af hurtigt at lukke sagen, bliver sådan en udmelding ikke bare glemt internt. Og helt ærligt, hvad er det for noget at melde ud i pressen!? Det er så lavt og uprofessionelt, at jeg kunne tude. Den sag har kostet ham respekten i omklædningsrummet, det er jeg ikke et sekund i tvivl om. Ikke helt tilfældigt at Young efterfølgende laver en u-vending vedrørende sin kontraktforlængelse. Han bliver solgt til sommer – vi laver den samme fejl som med Barry og Milner.
Ireland fik også en tur i pressen efter første uge. Han lavede ikke nok til træning osv. Ved godt, at nogle spillere har godt af en "hairdryer" i pressen i ny og næ, men efter en uge aner GH intet om, hvorvidt Ireland er en type, der vil have godt af at få sådan en røffel i medierne. Han taler over sig i pressen og fabler løs om alt muligt, der intet har med Aston Villa at gøre. I går var det første, han gjorde efter kampen, at vinke smilende til The Kop. ARE YOU F****** JOKING GH!!!??? Jeg bryder mig ikke om den stil. Ligeledes går han ud og bekræfter, at man er interesseret i den og den spiller. Vores spillere er i forvejen tydeligt ramte på selvtilliden, og mon så det hjælper på vores målmænds og angriberes selvtillid, at man går ud i medierne og bekræfter, man er interesseret i Allan McGregor og Michael Owen? Hvad fanden skal de kunne bidrage med, og hvad vil han opnå med at melde det ud?
Angående skaderne kan jeg ej heller lade være med at undre mig over, om det også skyldes GH og hans stab. Efter hans ankomst er der blevet indført to daglige træningspas. Vi havde kun et træningspas under MON. Er spillerne blevet mere fit? Jeg synes det ikke. Tværtimod synes jeg, vi ser noget trætte ud i mange kampe. Vi kan hvert fald konstatere, at mange af de skader der opstår, er overbelastningsskader – primært knæskader. Vi har "stort set" ikke haft en skade i over tre år med MON, men nu vælter skaderne ind, som var det en joke sendt direkte fra helvede. Efter tre år uden skader kan man selvfølgelig også sige, heldet måtte slippe op, og vi havde en regning, der skulle betales af på den front. Det har vi hvert fald gjort, og jeg er sikker på, resultaterne også bliver bedre, når Heskey, Petrov og NRC bliver klar igen.
Nu skal det ikke lyde som om, jeg har lagt GH totalt for had, for der har også været positive input fra franskmandens side. Jeg er i det hele taget villig til at give ham tid, og man kan reelt først bedømme ham om et års tid! Men jeg vil ikke være overrasket, hvis han allerede trækker sig i januar eller februar. Intet kan overraske mig mere indenfor fodbold. Nuvel, det mest glædelige for mig var, at han fandt ud af, at vores daværende chefscout Ian Storey-Moore kun havde britisk pas! Derfor har han ansat den højt ansete Jeff Vetere, der tidligere har stået i spidsen for Real Madrids scouting-netværk, og han har fået sit eget hold ind. Det giver da noget forventning og optimisme for fremtiden, når det gælder spillerindkøb. GH byggede trods alt det Liverpool-hold op, der vandt UEFA Cuppen og Champions League, så han har et godt øje for talent. Der er masser af talent i den franske liga, og det skal blive spændende, om han kan overtale nogle af de franske talenter til at joine Villa fremover. Så gerne, vi gik efter en Gervinho fra Lille OSC.
Et andet positivt element ved GH er helt klart, at han ikke er bleg for at bruge nogle af alle vores forrygende talenter fra akademiet. Albrighton er blevet en nøglespiller for os på rekordtid. Bannan og Clark har fået debut på henholdsvis det skotske og irske A-landshold, og Delfouneso har vist lovende takter i sine mange indhop. De bliver alle vigtige PL-spillere for os i fremtiden, det er jeg ikke et sekund i tvivl om. Clark bliver den nye John Terry ;-) Hvilken ro han spiller med, selvom han spiller ude af position. Der sidder et godt hoved på alle vores akademi-drenge, så fremtiden ser lys ud, men de har taget alt for stort ansvar på det seneste, og det er ikke fair med de høje forventninger, der er fra omgivelserne. Udover det, er det herligt at se, GH altid gør brug af sine udskiftninger, og heller ikke tøver med at bruge dem. Det giver et sundt konkurrenceklima. Under MON kunne reserverne ligeså godt sætte sig til at sove!
Men selvom det hele føles "doom and gloom" omkring Villa nu, er dette vores første periode, siden MON's debutsæson, at vi render ind i en decideret nedtur. De fleste hold udover top 3 render ind i perioder, hvor det ikke svinger. Se bare på Liverpool og Everton, og for godt to år siden lå Spurs og rodede i bunden med et klassehold. Tænk de ikke kunne vinde en kamp i over to sæsoner med Gareth Bale på holdet – det virker helt uvirkeligt! Det samme hold mere eller mindre fik dem i top 4 i fjor – fodbold er et dejligt ukompliceret spil, og moral gør hele forskellen. Tør ikke at tænke på, hvor et nederlag til WBA i weekenden vil efterlade spillernes moral. Omvendt vil en sejr i den kamp være et vendepunkt for os. Vi har bare så meget brug for en sejr i øjeblikket, der kan få noget selvtillid og gejst ind i spillerne igen. Ville da være rart, for jeg savner egentlig mit gamle Villa!
UTV!
Har du lyst til at diskutere Klummen, har du kommentarer eller andet, er du meget velkommen på vores forum!


