I efteråret blev denne statue opført foran hovedindgangen på Trinity Road. Det er William McGregor, som både var med til at stifte Aston Villa og The Football League.
Spisning på The Holte Pub hvor vi også fik os et godt grin af stedets tjenere.
De to guider Pete og Wayne fortæller om Villa Park.
Premier League's bedste fodboldbane. Og det er ikke bare en påstand, for Jonathan Calderwood, som passer banen, var kort tid før vores besøg blevet kåret som Premier League Groundsman of the Year.
Pete fortæller Mads om, hvorfor klubben hedder Aston Villa.
Klubbens pokaler fra Europa Cuppen, mesterskabet osv. er ikke udstillet på Villa Park men tages kun frem ved særlige lejligheder. Denne pokal står dog i McGregor Suite. Den er fra Birmingham Cup, og det var den første pokal, Aston Villa vandt, hvilket skete i 1880.
Sådan så Villas spillere ud omkring 1886/87.
Ude godt, men hjemme bedst...
På Broad Street har en række af Birminghams berømtheder fået deres egen stjerne. Da Aston Villa fik sin, blev den tilegnet Europa Cup-vinderne fra 1982.
Søndagsunderholdning på New Street.
Masser af mennesker ville ind og bruge penge i Aston Villas souvenirbutik før sæsonens sidste kamp.
På plads på Holte End, upper level. Kan man ønske sig bedre udsigt?
I gang med opvarmningen forud for de sidste 90 min. inden sommerpausen.
Og her er de sædvanlige 11 så på vej ind til start. Det var 8. gang i træk, O'Neill startede med disse 11.
I pausen fik Jonathan Calderwood overrakt beviset på, at han er Premier League Groundsman of the Year.
Der blev også taget afsked med Wilfred Bouma, som havde fået at vide, at hans kontrakt ikke vil blive forlænget, efter han i to år ikke har spillet på førsteholdet pga. skader.
Dette hjørnespark blev Aston Villas sidste chance for en udligning, men den kom ikke, og holdet sluttede sæsonen af med et nederlag.
Spillerne - og deres børn - på vej ud på den traditionelle æresrunde, der altid følger efter sæsonens sidste kamp.
Mens de øvrige spillere gik rundt og vinkede til publikum, fik James Milner en pokal som tegn på, Aston Villas officielle fanklubber har kåret ham til sæsonens bedste spiller.
Normalt er græsset på Villa Park forbudt område, hvis man ikke er spiller i klubben, men efter kampen mod Blackburn fik en række fanklubformænd lov til at spille en kamp på ligaens bedste græstæppe.
Holdfoto af udeholdet, der stillede op i hjemmeholdets farver... Den danske repræsentant sidder i forreste række som nummer tre fra højre.
Og her de engelske spillere klædt i hvidt. Alan Perrins står i midten i bageste række.
Den danske formand og irske John Power fra Waterford & Tramore Lions i kamp om bolden med engelske Keith Miller fra Black Country Lions.
Holte End ser bestemt også godt ud om aftenen.
Askeskyen i det europæiske luftrum var heldigvis forsvundet i god tid før fanklubbens tur til Aston Villa-Blackburn, men sammen med den desværre også drømmen om en 4. plads og kvalifikation til Champions League. At det ikke var gået helt som håbet i en række ligakampe, skulle dog på ingen måde ødelægge indtrykket af en super-sæson, der begyndte med sejr og pokal i Peace Cup og undervejs bød på bl.a. Liga Cup-finale og FA Cup-semifinale, sejre på Anfield Road og Old Trafford, en konstant placering blandt de syv øverste hold i tabellen, næsten til det sidste med i kampen om kvalifikation til Champions League, og som altså sluttede søndag den 9. maj med en hjemmekamp mod Blackburn - en kamp ti medlemmer af den danske fanklub var taget til Birmingham for at overvære.
Det var meget forskelligt, hvordan folk havde sammensat deres tur til denne kamp. Nogen var taget til London og kom kun til Birmingham til selve kampen, andre fløj med Ryan Air fra Billund til Stansted og rejste videre med tog til Birmingham, mens andre igen fløj med SAS fra København til Birmingham - nogen fredag formiddag og andre først om eftermiddagen. De tre midtjyder Martin, Søren og Svend havde på deres togtur fra Stansted til Birmingham forsøgt at tørlægge toget for øl, alt imens de fordrev tiden med at spille mausel - især til stor frustration for Søren, som havde den klare opfattelse, at det spil kun handler om held, og det ville have været bedre med et vidensspil. Fremme i Birmingham havde Torben vist dem vejen til Broad Street, hvor der blev budt på mere øl. Trine og Mads havde valgt den direkte vej til Birmingham med SAS - måske for at give Trine mere tid i byens butikker...!? Da Michael og Michael (formanden) ankom først på aftenen, var alle otte, som skulle tilbringe weekenden i Birmingham, fremme, og det første samlingssted måtte jo blive en pub - Yard of Ale, naturligvis - da en del af selskabet på det tidspunkt allerede var godt afhængige af en vis mængde øl for at kunne fungere.
På Yard of Ale viste det sig, at Mads og formanden deler samme passion for De Hvi'e - AGF - og til stor undren vidste de lokale ved bordet ved siden af ikke, hvad AGF er - men de kendte dog Kent Nielsen og Torben Piechnik. En lettere beruset pige forsøgte også at deltage i fodboldsnakken og fortalte bl.a. om sin kæreste Zico - dog ikke the Zico men blot a Zico. Alt i alt blev det til en del fodboldsnak og en del pints, inden folk lidt efter lidt gik over på den anden side af vejen, hvor hotellet lå.
Næste morgen var Trine først oppe - hun var vist blevet ramt af jetlag og kunne ikke helt omstille sig til en anden tidszone. Til gengæld var Torben for første gang i fanklubbens historie blandt de sidste ved morgenmaden, men det skyldtes, at han stort set ikke havde sovet efter kl. 2, hvor Martin var kommet hjem fra pubben, og han snorkede meget voldsomt. Faktisk ville hans bror Svend ikke dele værelse med ham, da værelserne dagen forinden var blevet fordelt, så det blev altså Torben, som nu kunne se frem til at få spoleret sin nattesøvn gennem endnu to nætter.
Dagen bød på typisk engelsk vejr - overskyet og regnvejr - men heldigvis betød det ikke det store om formiddagen, der primært blev brugt til at besøge de mange butikker og indkøbscentre i centrum af Birmingham. Ved middagstid gik turen i taxa til Villa Park og The Holte Pub. Her så vi oprykningskampen mellem Blackpool og Nottingham Forest, alt imens vi fik noget at spise - og drikke! På The Holte Pub havde man måske forventet besøg af flere Villa-fans, for der var nærmest kaldt flere tjenere på arbejde, end der var besøgende. Derfor gik de noget forvirrede rundt og nærmest råbte på arbejdsopgaver - ja, faktisk var en af dem så ivrig, at han ikke havde tid til at vente på, Martin fik tømt sit glas, før det var fjernet fra bordet. Til gengæld nægtede de konsekvent at tage vores tallerkener, før de var fuldstændig ryddet for madrester.
Efter at have moret os over tjenerne, gik vi over i Aston Villas souvenirbutik, hvor der blev handlet flittigt ind. Og bare for at få lov til at købe noget, fandt Trine et par vanter, der var for små, men noget skulle der jo stoppes i poserne - som pige kan man ikke gå tomhændet ud af en butik, og så gør det ikke noget, at alle de vanter, man køber, bliver glemt hjemme på hotellet, når man egentlig skal bruge dem...! En del pund fattigere var det tid til en rundvisning på Villa Park i selskab med guiderne Pete og Wayne. De fortalte engagerede om stadion og klubben i fortid, nutid og fremtid, og det var spændende med et kig bag kulisserne - uanset om det var første eller tiende gang. Der var i alt tre rundvisninger for en masse fanklubber i løbet af eftermiddagen, og udover os fra Danmark var der også Villa-fans fra bl.a. Italien, Slovenien, Californien, Frankrig, Hong Kong samt det meste af Storbritannien og Irland - jo, Villa-fans findes over hele verden!
Da vi havde set Villa Park, gik turen tilbage til bymidten, hvor vi splittede op. Martin, Svend og Søren ville ud og opleve byens natteliv og havde planer om alt fra casino til en "gentleman's club", men Svend havde fået de forkerte sko med på turen, så de endte med at tilbringe aftenen på en pub - casual wear og trainers går bare ikke i Birmingham, og den erfaring har andre gjort før dem! Torben og 2 x Michael drog ud for at finde et sted, hvor de viste spansk fodbold, men da der samtidig var en eller anden tilfældig cricket-kamp på en anden tv-kanal, var mesterskabskampen i Spanien ikke interessant, så de endte med at gå i biografen, og således gik endnu en dag i Englands næststørste by.
Søndag var kampdag, og der var lagt op til en perfekt dag, da vi vågnede til blå himmel og solskin. Michael (ikke formanden) ville ikke stå tilbage for Trines shop-amok, så da han i en sportsbutik fandt en Villa-trøje, der var billigere end den, han havde købt dagen før, måtte han da have en mere. Og for så ikke at komme hjem med to ens trøjer, fik han et andet tryk på ryggen, for så kunne ingen jo beskylde ham for at have købt to helt ens trøjer. Mads havde på det tidspunkt fået nok af at slæbe indkøbsposer, så han fandt sig en hyggelig pub, hvor han faldt i snak med de lokale gæster, alt imens Trine fortsatte sin jagt på gode tilbud.
Midt på eftermiddagen samledes vi alle og drog i samlet flok mod Villa Park, hvor det var tid til sæsonens sidste kamp. Udenfor stadion mødtes vi med Bolette og Peter, som var kommet fra London, og da alle lounger var fyldt op af fans, som var ankommet endnu tidligere end os, gik vi tidligt ind på stadion, hvor vi på tv kunne følge afslutningen på den anden oprykningskamp mellem Leicester og Cardiff, mens sulten blev stillet med en stadionburger og en øl. Selve kampen - altså den mellem Villa og Blackburn - var bestemt ikke nogen nydelse. Stemningen på Holte End fejlede ingenting, men desværre kunne spillet på banen ikke måle sig med opbakningen. Villa vandt godt nok i afslutninger indenfor målrammen (8-1 ifølge Sky Sports), men når man ikke udnytter sine chancer, og når man ikke kan få lov at spille på kontraangreb, så er det svært at vinde en kamp, hvis man hedder Aston Villa. Og når man så samtidig scorer et selvmål... ja, så ender man med at tabe 0-1, og det var lige nøjagtig, hvad der skete. En trist afslutning på en ellers rigtig fornem sæson.
Efter kampen gik spillerne den traditionelle æresrunde for at sige tak for opbakningen gennem endnu en sæson, og samtidig fik James Milner inde midt på banen overrakt en pokal som bevis på, at Aston Villas mere end 100 officielle fanklubber havde kåret ham som sæsonens bedste spiller.
For ikke at gå alt for skuffede hjem var der heldigvis arrangeret en ekstra fodboldkamp. Gennem nogle år har der som afslutning på sæsonen været arrangeret en kamp for formændene for nogle af Aston Villas fanklubber, og den kamp er normalt blevet spillet på træningsanlægget Bodymoor Heath. Men i år var kampen som noget helt enestående blevet flyttet til Villa Park. Det græs, der ikke så meget som må berøres med en finger, når vi er på rundvisning, skulle nu lægge græs til en kamp mellem 36 glade amatører. I pausen i "forkampen" mellem Aston Villa og Blackburn havde Jonathan Calderwood, som er den hovedansvarlige for at passe banen på Villa Park og alle træningsbanerne på Bodymoor Heath, fået overrakt prisen som Premier League Groundsman of the Year, så det var altså Premier Leagues bedste fodboldbane, der nu skulle spilles på, og en drengedrøm skulle gå i opfyldelse for 36 glade Villa-fans. Egentlig var det meningen, det kun var 34 personer, som skulle have spillet, og så skulle de to hold suppleres med henholdsvis Stan Collymore og Martin Laursen, men selvom de begge havde sagt ja, havde de få dage forinden været nødt til at melde afbud, så det var lidt ærgerligt, men det kunne ikke ødelægge en god oplevelse.
Formanden for den danske fanklub var udtaget med trøje nr. 8, og mens tilskuerne tog plads på Trinity Road, tog han plads på bænken og begyndte kampen som udskiftningsspiller - noget, han efter eget udsagn, selv havde valgt. Kampen stod mellem 18 formænd fra engelske fanklubber og 18 formænd og medlemmer fra ikke-engelske fanklubber. Der var dommertrio, lægehold, bolddrenge, professionel fotograf, tre kameramænd optog kampen til DVD, og selveste Jack Woodward var på plads som stadionspeaker. Der manglede bestemt ikke noget! Aston Villa havde lavet en fejl i trøjerne, så udeholdet (de ikke-engelske fanklubber) stillede op i claret and blue, mens de engelske formænd til udbredt frustration måtte optræde i de hvide udebanetrøjer men til gengæld varmede op foran Holte End.
Kampen blev ikke nogen nydelse for publikum! Det ikke-engelske hold stillede op med en maltesisk målmand, som tydeligvis ikke havde stået på mål før - eller også er niveauet på Malta bare usandsynlig dårligt! I pausen førte det engelske hold 3-0, og det havde ikke hjulpet synderligt at få en dansker ind som højre back efter blot ti minutter af kampen. Anden halvleg blev mere lige, men kampen sluttede alligevel med en overbevisende 4-1 sejr til englænderne, men i omklædningsrummet bagefter var alle ligeglade med spillet på banen og kampens resultat. Alle glædede sig bare over at have fået lov til at spille en fodboldkamp på Villa Park!
Efter kampen var der afslapning i The Holte Suite, hvor der også var præmieoverrækkelse til årets fanklub m.v., ligesom der var fødselsdagssang for Alan Perrins, som om nogen var manden bag arrangementet og opfyldelsen af manges drøm om at betræde Villa Parks lækre græstæppe.
Mandag morgen var alle tidligt oppe. Trine, Mads og 2 x Michael skulle med flyet til København, mens Torben kunne se frem til en længere togtur til Stansted, inden han kunne flyve hjem. Svend, Martin og Søren havde valgt at blive en dag mere i England, og de skulle en tur til Stoke for at besøge en forlystelsespark. Inden vi sagde farvel ved morgenmaden, nåede formanden lige at fortælle de tre, at det så ud til, askeskyen tirsdag ville vende tilbage til dansk luftrum, så det var ikke sikkert, de kunne komme hjem dagen efter. Og så tog han og de andre hjem...